Kontoret har ansvaret for bygningsforhold og kontraktuelle forhold på asylindkvarteringsområdet, herunder at sikre tilstrækkelig kapacitet og økonomisk effektiv udnyttelse af asylindkvarteringsstrukturen.
Kontoret har herudover ansvaret for at sikre en smidig og hensigtsmæssig dialog med værtskommuner og operatører om bygnings- og planmæssige forhold mv. på asylcentrene samt beredskabs- og forsyningsplaner mv. i tilfælde af større asylindkvarteringshændelser.
På indkvarteringsområdet varetager kontoret også administration af styrelsens asylcentre og tilhørende inventarlagre samt tilsyn på området.
Herudover skal kontoret stå for projektledelsen af en forventet opfølgning på en transparensanalyse af indkvarteringsområdet.
Endvidere har kontoret det overordnede ansvar for udbud, indkøb, kontrakter og leverandørstyring på tværs af styrelsen samt afrapportering vedrørende compliance på indkøbsområdet.
Kontoret varetager også opgaver i relation til serviceaftaler og entrepriseopgaver vedrørende intern service samt facility management opgaver på styrelsens lokationer. I opgaveporteføljen indgår tillige telefoni samt styrelsens servicedesk (IHLP), hvor kontoret både varetager serviceleverancer og den tilhørende systemforvaltning. Opgaverne omfatter bl.a. håndtering af bestillinger, ind- og udleveringer, lagerstyring samt behandling af fejlmeldinger og klager. Endelig varetager kontoret opgaver relateret til arkivadministration.
Kontoret er organiseret i 3 teams og er placeret i Udlændingestyrelsens hoveddomicil i Næstved med fast tilstedeværelse i Center Sandholm i Birkerød og Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm samt hyppig tilstedeværelse i Adelgade i København.