Enheden for Beredskab og Styring

Center for It, Beredskab og Udvikling

Enheden er en beredskabsfaglig specialenhed, der har ansvaret for at sikre, at Udlændingestyrelsen til enhver tid er godt forberedt til håndtering af nationale kriser, hvor styrelsens drift sættes under pres. Enheden arbejder derfor kontinuerligt på at styrke beredskabet i styrelsen på to områder:

  1. Styrelsens almindelige drift, hvor forsyningssvigt eller andre, generelle hændelser påvirker samfundet og dermed også Udlændingestyrelsen, og 
  2. styrelsens kerneopgaver, hvor større flygtningestrømme eller anden øget tilstrømning sætter styrelsen under pres.


Dette sker gennem bl.a. beredskabsplanlægning, træning af styrelsens egen krisestab og deltagelse i og iværksættelse af øvelser, både internt og eksternt.

Under en krise eller anden kritisk hændelse yder enheden operativ støtte til styrelsens krisestab, ligesom enheden efterfølgende står for en evaluering til sikring af styrelsens fortsatte beredskabsparathed.

Enheden arbejder tværgående og repræsenterer desuden Udlændingestyrelsen og koncernen ved aktivering af den Nationale Operative Stab (NOST), som samles ved større nationale hændelser og kriser.

Enheden er placeret i Udlændingestyrelsens hoveddomicil i Næstved, men enkelte medarbejdere arbejder også i Center Sandholm i Birkerød.