For udlændinge i Danmark, der ikke er flygtninge, er det som udgangspunkt en betingelse for at få et fremmedpas, at udlændingen dokumenterer, at det ikke er muligt for den pågældende at få et nationalitetspas eller anden rejselegitimation fra sit hjemland.
Det er dog også muligt at få et fremmedpas, selvom udlændingen ikke kan dokumentere dette, når særlige grunde taler for det. Bestemmelsen, der regulerer dette, findes i udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5, og den blev med virkning fra den 8. november 2024 justeret, så det nu tydeligt fremgår direkte af bestemmelsen, at en sådan særlig grund kan være tilstede, hvis det er særligt vanskeligt for en udlænding at skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.
Udgangspunktet om, at udlændinge normalt skal dokumentere, at det ikke er muligt at skaffe sig et nationalitetspas, gælder dermed ikke i sager omfattet af udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5, hvor der netop er særlige vanskeligheder forbundet hermed. Udlændingestyrelsen har ikke vejledt korrekt om denne forskel i vores afgørelser og partshøringer om fremmedpas efter ændringen af udlændingebekendtgørelsen.
I den forbindelse udtaler direktør i Udlændingestyrelsen, Trine Rask Thygesen:
– Vi beklager, at vi i forbindelse med ændringen i bekendtgørelsen ikke har fået præciseret vores vejledning og sagsbehandling. Lige så snart vi blev bekendt med denne fejl, har vi gennemgået de berørte sager, og sikrer nu, at afgørelserne er korrekte og følger den gældende lovgivning. Vi har også foretaget de nødvendige ændringer, der sikrer, at vi fremover giver den korrekte vejledning.
På nyidanmark.dk har Udlændingestyrelsen lagt en nyhed ud med yderligere information om genoptagelsen af de specifikke sager. Der er tale om tre sager, hvor vores oprindelige afgørelse om fremmedpas ikke har haft indflydelse på de pågældendes opholdstilladelse i Danmark.
Læs nyheden af 17. november 2025
Vi har også præciseret vejledningen på nyidanmark.dk om betingelserne for at få fremmedpas.
Læs mere om ansøgninger om pas til udlændinge i Danmark på nyidanmark.dk
Henvendelser fra pressen kan rettes til Udlændingestyrelsens presseteam.
Indlæser formular...