Årsrapport om tilsyn med indkvarteringsoperatører 2024

Læs årsrapporten for Udlændingestyrelsens tilsyn med indkvarteringsoperatørernes drift af asylcentersystemet i 2024.

Udlændingestyrelsen er ansvarlig for at etablere og drive indkvarteringssteder for asylansøgere m.fl.. I praksis driver en række indkvarteringsoperatører disse steder på vegne af styrelsen. Driften er reguleret i årlige operatørkontrakter mellem Udlændingestyrelsen og de enkelte indkvarteringsoperatører, hvoraf det fremgår, hvilke opgaver operatørerne skal udføre.

Udlændingestyrelsen fører tilsyn med operatørernes opgavevaretagelse for at sikre, at operatørerne leverer de ydelser og varetager de opgaver, som følger af operatørkontrakterne.

Udlændingestyrelsens koncept for tilsynet med indkvarteringsoperatørernes drift af asylcentre i Danmark består dels af et generelt koncept for tilsynet med det samlede centersystem, dels af et særskilt koncept for tilsynet med indkvarteringssteder for uledsagede mindreårige – de såkaldte børnecentre. Udlændingestyrelsen gennemfører tilsyn på opholds- og specialcentre mv. med undtagelse af børnecentre, som gennemføres af Socialtilsyn Midt på vegne af Udlændingestyrelsen.

I årsrapporten beskrives de overordnede resultater af tilsynene med indkvarteringsoperatørerne. På baggrund af de gennemførte tilsyn i 2024 er det fortsat Udlændingestyrelsens vurdering, at asylcentrene generelt fremstår veldrevne.

I bilaget findes en oversigt over de enkelte tilsyn og resultaterne af disse.

Hent årsrapporten med bilag for 2024