Udlændingestyrelsen indleder proces om afskedigelse af op mod 80 medarbejdere.
Som følge af budgettilpasninger er det nødvendigt for Udlændingestyrelsen at gennemføre en afskedigelsesrunde.
Det er forventningen, at der på Udlændingestyrelsens almindelige driftsområde skal afskediges ca. 45-50 medarbejdere, og at der i Koncern It, der betjener hele ministerområdet og organisatorisk er placeret i Udlændingestyrelsen, skal afskediges ca. 20-30 medarbejdere. Afskedigelserne gennemføres i praksis som én samlet proces.
Direktør i Udlændingestyrelsen, Niels Henrik Larsen, udtaler:
”Ændringerne i vores budgetter for 2024 betyder desværre, at vi – på trods af de bestræbelser, vi har gjort for at finde besparelser på andre måder – nu må indlede en afskedigelsesrunde for at få økonomien og opgaveløsningen til at hænge sammen.
Det er aldrig nemt at skulle sige farvel til gode medarbejdere, og derfor er det også en tung dag for mig i dag.
Vi vil løbende foretage de nødvendige prioriteringer for at sikre en fortsat stabil drift af styrelsens kerneopgaver og tage initiativer med henblik på at reducere betydningen for styrelsens serviceniveau og sagsbehandlingstider mest muligt.”
Fakta:
Udlændingestyrelsen er en styrelse under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Udlændingestyrelsen behandler bl.a. sager om asyl, familiesammenføring, visum, permanent ophold og pas.
Baggrunden for afskedigelserne er, at der skal foretages en række budgettilpasninger på styrelsens område.
Derudover har der de senere år været et merforbrug på it-området, og der er derfor behov for at skabe økonomisk balance på området. Det betyder, at der også skal ske en tilpasning af antallet af medarbejdere i Koncern It.
Pressehenvendelser kan rettes til Udlændingestyrelsen, telefon: 70 20 20 72, e-mail: presse@us.dk.
Henvendelser fra pressen kan rettes til Udlændingestyrelsens presseteam.
Indlæser formular...