Udgivelse af rapport om rekruttering i Tjetjenien

24-04-2024
Landeoplysninger

Udlændingestyrelsen offentliggør i dag rapporten: Russia - Recruitment of Chechens to the war in Ukraine

Rapporten er baseret på tilgængelige skriftlige kilder og oplysninger indhentet af Udlændingestyrelsen og Migrationsverket i Sverige. Udlændingestyrelsen og Migrationsverket har interviewet i alt 12 kilder, bestående af NGO’er, journalister, aktivister samt professorer og forskere. Kilderne blev konsulteret under en fact finding-mission til Tbilisi i Georgien og Storbritannien i perioden fra den 17. februar til den 1. marts 2024.

Rapporten indeholder oplysninger om:

  • Rekruttering i Tjetjenien er foregået på en anden måde end i resten af Rusland. De tjetjenske myndigheder rekrutterer på tre forskellige måder: patriotiske årsager, økonomiske incitamenter og ved tvangsrekruttering.
  • Tvangsrekruttering af tjetjenere har været benyttet siden februar 2022. Tvangsrekruttering i Tjetjenien toppede omkring slutningen af september 2022, da Putin annoncerede en delvis mobilisering.
  • De tjetjenere, der er mest udsat for at blive tvangsrekrutteret, er kritikere af myndighederne, familiemedlemmer til kritikere, narko- og alkoholmisbrugere samt medlemmer af LGBT-miljøet.
  • Det er vanskeligt at vurdere, om der er egentlige undtagelser for rekruttering i Tjetjenien, da de tjetjenske myndigheder stort set ignorerer de formelle undtagelser for rekruttering til militærtjeneste i Rusland.
  • De tjetjenske myndigheder har rekrutteret tjetjenere, der afsoner domme i tjetjenske fængsler til krigsindsatsen i Ukraine. De tjetjenske fanger blev primært rekrutteret i den 2. eller 3. måned af den russiske invasion.
  • Tjetjenere, der afsoner deres fængselsdom i andre dele af Rusland, har været genstand for rekruttering til krigen i Ukraine. Antallet af rekrutterede tjetjenske fanger er dog uklart.

 

Hent rapporten Russia - Recruitment of Chechens to the war in Ukraine