Information til kommunerne og andre samarbejdspartnere om personer fra Ukraine

 

Udlændingestyrelsen har grundet krigen i Ukraine lavet denne informationsside målrettet kommuner og andre samarbejdspartnere. Formålet med siden er at give relevante oplysninger relateret til håndteringen af de personer fra Ukraine, der ønsker at komme til Danmark, eller som allerede er i Danmark. Siden vil løbende blive opdateret og udbygget med relevant information.

Spørgsmål og svar

Før ukrainere har ansøgt om ophold

Den 17. marts 2022 trådte Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven), i kraft. Loven sikrer et midlertidigt opholdsgrundlag i Danmark til personer, der på grund af Ruslands invasion er fordrevet fra Ukraine.

På nyidanmark.dk/ukraine kan du læse mere om, hvem der kan få opholdstilladelse efter særloven, og hvordan man søger om opholdstilladelse efter særloven. Her kan du også læse om, hvilke andre muligheder for ophold personer fra Ukraine har.

Du bør være opmærksom på reglerne om bl.a. visum og pas for ukrainere i forhold til at rejse gennem en række lande og at indrejse i Danmark.

Du kan søge information om ukraineres mulighed for at indrejse i andre lande hos myndighederne i de respektive lande eller i rejsevejledningerne på Udenrigsministeriets hjemmeside. Det kan Udlændingestyrelsen ikke hjælpe med. Du kan læse mere om ukrainske statsborgeres mulighed for at indrejse i Danmark på informationssiden til ukrainske statsborgere på nyidanmark.dk.

Hvis du ikke er dansk statsborger, bør du også være opmærksom på reglerne om bl.a. visum og pas for dig selv i forhold til de lande, som du har overvejet at rejse igennem.

Derudover bør du være opmærksom på, at der er regler i udlændingeloven og straffeloven om, at man bl.a. kan risikere at blive straffet for at bringe en udlænding her til landet, hvis den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum. Udlændingestyrelsen har ikke mulighed for at vurdere, om disse regler vil kunne blive taget i anvendelse i en konkret situation eller for at give tilsagn om lovligheden af påtænkte handlinger.

Hvis ukrainske statsborgere indrejser på biometrisk pas eller visum, kan de opholde sig i Danmark i 90 dage.

Hvis ukrainske statsborgere søger om opholdstilladelse efter særloven, vil de have mulighed for at blive indkvarteret på et asylcenter. Det er dog ikke et krav. De kan også bo privat, hos familie eller venner. Hvis de ønsker at blive indkvarteret på et asylcenter, skal de henvende sig i Modtagecenter Sandholm.

De kan godt bo hos privatpersoner her i landet. Ukrainske statsborgere eller personer, som har flygtningestatus i Ukraine, og medfølgende kernefamilie eller familiemedlem forsørget i samme husstand, har som udgangspunkt også mulighed for at blive kommunalt indkvarteret og modtage forplejning. Læs mere om dette i spørgsmålet nedenfor.

Information til ukrainere

Al vejledning målrettet personer fra Ukraine, der enten er i Danmark, eller som ønsker at komme til Danmark, er samlet på nyidanmark.dk

Gå til informationssiden til personer fra Ukraine

Mens ukrainere venter på opholdstilladelse (processuelt ophold)

Med vedtagelsen af L 169 er der indsat et nyt kapitel 4 om kommunal indkvartering og forplejning i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven). Kapitlet har til hensigt at lovfæste den ordning, hvorefter kommunerne kan tilbyde indkvartering og forplejning til fordrevne fra Ukraine, mens de afventer udlændingemyndighedernes afgørelse om opholdstilladelse efter særloven.

Kommunalbestyrelsen vil efter reglerne i kapitel 4 a kunne tilbyde indkvartering og forplejning til en udlænding, der er fordrevet fra Ukraine og har indgivet eller inden for fem hverdage indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter denne lov, og som ikke allerede forsørges af Udlændingestyrelsen. Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne tilbyde indkvartering og forplejning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter særloven, indtil det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. § 30, stk. 2 i særloven.

Det vil være frivilligt for de pågældende kommunalbestyrelser, hvorvidt de ønsker at tilbyde indkvartering og forplejning efter den foreslåede ordning. Den enkelte kommunalbestyrelse vil således kunne beslutte, om kommunen ønsker at medvirke til indkvartering og forplejning af personer, der er fordrevet fra Ukraine, og i hvilket omfang og på hvilken måde kommunen ønsker at medvirke hertil.

Det bemærkes, at adgangen til at modtage kommunal indkvartering og forplejning ikke gælder, hvis udlændingen åbenbart ikke er omfattet af målgruppen for særloven.

Det bemærkes endvidere, at den kommunale indkvartering og forplejning alene vil omfatte fordrevne fra Ukraine, der har søgt om eller inden for fem hverdage indgiver ansøgning opholdstilladelse efter særloven.

I forlængelse heraf kan kommunalbestyrelsen medvirke til, at der indgives ansøgning om opholdstilladelse efter særloven. Dette kan fx ske ved hjælp til at indhente og udfylde et ansøgningsskema, ligesom kommunalbestyrelsen bl.a. kan udlevere ansøgningsskemaer til de pågældende.

Det bemærkes, at det er udlændingens eget ansvar at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter særloven, herunder at dette sker inden for fem hverdage. Hvis kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at udlændingen ikke rettidigt har indgivet ansøgning efter særloven, vil kommunalbestyrelsen ikke længere have mulighed for at dække udgifterne til den pågældendes underhold.

Det er en betingelse for at kunne modtage kommunal indkvartering og forplejning, at den pågældende udlænding ikke modtager anden offentlig forsørgelse, f.eks. efter særlovens kapitel 4 eller udlændingelovens § 42 a om indkvartering og forsørgelse i regi af Udlændingestyrelsen.

De ydelser, som kommunalbestyrelsen kan tilbyde, er indkvartering og forplejning. Herved forstås bl.a. kost og logi, inkl. køkken- og badefaciliteter, men også andre ydelser, der har naturlig sammenhæng med forplejning, fx hygiejneartikler, vil kunne være omfattet. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der afgør, hvilke ydelser der er behov for at tilbyde.

Ydelser efter anden lovgivning, fx efter sundheds- og sociallovgivningen, er ikke omfattet af bestemmelserne. Om sådanne ydelser kan tilbydes persongruppen, afhænger af reglerne i den pågældende lovgivning.

Ja, kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, som forsørges i regi af kommunen, i stedet skal forsørges af Udlændingestyrelsen.

Hvis en ukrainsk statsborger opholder sig i Danmark visumfrit eller på visum, og ikke har søgt om opholdstilladelse efter særloven, er det vedkommendes eget ansvar at have et sted at bo og at kunne forsørge sig.

Kommunen har mulighed for at tilbyde indkvartering, hvis vedkommende har søgt opholdstilladelse efter særloven. Læs mere i spørgsmål og svar ovenfor.

På nyidanmark.dk har Udlændingestyrelsen en oversigt over, hvor i Danmark, der er asylcentre. Oversigten viser også, hvilken type af center det er, og hvilken kapacitet centeret har.

Se siden på nyidanmark.dk

Ukrainere, som er indrejst på biometrisk pas eller visum, kan opholde sig i Danmark i 90 dage. De kan godt bo hos privatpersoner her i landet. Udlændingestyrelsen kan ikke hjælpe med at formidle kontakt mellem ukrainere og danske værter i denne situation.

Ukrainere, som indrejser og søger ophold efter særloven i Danmark, kan godt bo hos privatpersoner, mens de venter på en afgørelse i deres sag.

Ukrainere, som får opholdstilladelse, skal bo i kommunerne. Kommunernes eventuelle mulighed for at tilbyde ukrainere at bo hos privatpersoner vil ske uden Udlændingestyrelsens involvering. Du må i stedet kontakte den relevante kommune for at høre nærmere. 

Udlændingestyrelsen har lavet en flyer, der linker til vejledningen på nyidanmark.dk, og som kan deles ud til ukrainere i Danmark. 

Hent flyeren til uddeling

 

Se seneste tal vedrørende fordrevne fra Ukraine

Efter ukrainere har fået opholdstilladelse

Det er besluttet, at opholdstilladelser meddelt efter særloven kan forlænges. Personer, der har fået opholdstilladelse efter særloven, skal ikke selv ansøge om forlængelse. Udlændingestyrelsen vil af egen drift tage sagerne op, inden opholdstilladelsen udløber. Du kan læse mere om forlængelse af opholdstilladelse efter særloven på nyidanmark.dk/ukraine

Udlændingestyrelsen offentliggør seneste, registrerede tal vedrørende Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven). 

Tallene omfatter antallet af ansøgninger og afgørelser efter særloven. Derudover offentliggøres antallet af personer, der er blevet visteret til hver enkelt kommune på baggrund af tilladelser efter særloven. I sommerperioden opdateres tallene én gang om ugen hver mandag.

Se siden med de seneste tal

Udgangspunktet for den konkrete afgørelse om kommunevisitering af en person, der er omfattet af særloven, er de fastsatte forholdsmæssige andele for de enkelte kommuner, som er fastsat i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 509 af 26. april 2022. Kommunerne har modtaget orientering om deres andele ved Udlændingestyrelsens breve af 17. marts og 8. april 2022.

Kriterierne for visitering af personer, der meddeles opholdstilladelse efter særloven, til en kommune skal derudover følge samme kriterier, som benyttes til visitering af flygtninge efter kapitel 6 i bekendtgørelse nr. 1290 af 31. august 2020 om boligplacering af flygtninge, særligt §§ 11 og 12.

Udgangspunktet er således, at visiteringen skal ske med udgangspunkt i bekendtgørelsens § 11, stk. 1 sammenholdt med § 12. Dog kan Udlændingestyrelsen i visse tilfælde visitere til en kommune, der enten slet ikke skal modtage personer, omfattet af særloven, eller som allerede har modtaget sin forholdsmæssige andel på det pågældende tidspunkt, jf. ovennævnte bekendtgørelses § 11, stk. 2 og 3.

Det betyder, at hvis en person har en særlig tilknytning til en kommune, bl.a. som følge af, at den pågældende har nærtstående familiemedlemmer, der er bosat i kommunen, kan vedkommende visiteres til denne kommune, uanset at denne ikke skal modtage yderligere personer efter de fastsatte forholdsmæssige kommunetal. Tilsvarende gælder, hvis der foreligger andre ganske særlige forhold. Det forhold, at en person omfattet af særloven er privat indkvarteret i en kommune eller har ikke-nærtstående familie dér, udgør ikke sådanne ganske særlige forhold.

”Nærtstående familiemedlemmer” skal forstås som ægtefæller, der bor i Danmark, mindreårige børn, der bor i Danmark, forældre, der bor i Danmark, hvis ansøgeren er mindreårig samt bedsteforældre, der bor i Danmark, hvis ansøgeren er mindreårig og er indrejst uden forældre. Det bemærkes, at også andre familierelationer i helt særlige tilfælde kan føre til visitering til en given kommune, hvis der efter en konkret vurdering foreligger ganske særlige forhold, jf. § 11, stk. 2.

En lignende forrang for de fastsatte andele gælder i medfør af bekendtgørelsens § 11, stk. 3, i situationer, hvor personen godtgør at have et faktisk og reelt jobtilbud, og den samlede daglige transporttid mellem bopæl og arbejde vil udgøre mere end 2 timer med offentlige transportmidler.

I praksis tilstræber Udlændingestyrelsen ved beslutningen om visitering at imødekomme de ønsker, som den enkelte udlænding har. Hvis der ikke er særlige ønsker, vil vi tilstræbe at placere vedkommende i den kommune, hvor vedkommende allerede bor. Det gælder dog ikke, hvis vedkommende er indkvarteret på et af de centre, der drives på vegne af Udlændingestyrelsen. Visiteringsafgørelsen skal dog altid træffes inden for rammerne af de regler, der er skitseret herover.

Udlændingestyrelsen har af flere omgange udsendt informationsbreve til kommunerne og KL om visitering af personer, der har fået opholdstilladelse efter særloven, fordi de er fordrevet fra Ukraine.

Nedenfor kan du se en oversigt over disse breve og hente dem via links.

Brev af 17. marts 2022

Orientering om fordeling af personer, der er fordrevet fra Ukraine

 

Brev af 8. april 2022

Orientering om ny beregningsmodel for fordeling af personer, der er fordrevet fra Ukraine

 

Brev af 27. april 2022

Orientering om ny bekendtgørelse ift. visitering af personer, der er fordrevet fra Ukraine

 

Brev af 16. maj 2022

Orientering i forhold til visitering til kommunerne af fordrevne fra Ukraine

 

Brev af 23. maj 2022

Orientering i forhold til visitering til kommunerne af fordrevne fra Ukraine

 

Brev af 27. oktober 2022

Orientering i forhold til visiterede fordrevne fra Ukraine

 

Brev af 14. december 2023

Orientering i forhold til visiterede fordrevne fra Ukraine

Siden sidst opdateret den 29. december 2023.